Incoterms2020.dk

Velkommen til Incoterms® 2020

På Incoterms2020.dk kan du se nærmere på ændringerne i Incoterms® 2020. Tryk på linket herunder, for at komme til oversigten. Derudover kan du også læse om Incoterms® 2010, samt forskellene mellem Incoterms® 2010 og 2020. Vi har også et afsnit herunder dedikeret til spørgsmål og svar, samt generel information omkring Incoterms® og ICC, organisationen bag dem.

Spørgsmål og svar

Hvad er forskellen mellem Incoterms® 2020 og 2010?

Der er sket tre store ændringer, blandt andet er DAT er blevet udfaset, og der er i stedet kommet DPU. Dette sker på baggrund af, at DAT skabte forvirring omkring “Terminal” delen af denne klausul. Man har derfor valgt at lave DPU i stedet, der står for “Delivered at Place, Unloaded”. Med dette vil man tydeliggøre at det ikke behøves være en terminal, men i stedet kan være på et vilkårligt aftalt og angivet sted.

Derudover har FCA fået en mulighed for, at køber kan få transportøren til at udstede et “On-Board” Bill of Lading til sælger, hvor efter sælger er forpligtet til at overlevere dokumentet til køber. Dette ses typisk ved rembus, hvor dette sker mellem køber og sælgers banker.

I incoterms® 2020 er der nu forskel på minimumsdækningen i CIP og CIF klausulerne, modsat Incoterms 2010, hvor minimumsdækningen var den samme. I CIF skal minimumsdækningen fortsat være på niveau med (C)-klausulerne i Institute Cargo Clauses, mens den nu under CIP skal være på niveau med (A)-klausulerne i Institute Cargo Clauses.

Hvordan skifter jeg til de nye Incoterms® 2020?

Hvis der i en kontrakt ikke er specificeret hvilken version af Incoterms® der bruges, vil man som udgangspunkt forvente det er den nyeste version. Er der derimod specifikt noteret f.eks. Incoterms® 2010, vil de nye Incoterms® først træde i kraft ved en opdatering af kontrakten. Du kan altså godt fortsætte under Incoterms® 2010, hvis det ønskes.

Hvad er Incoterms®?

Incoterms® er et “regelsæt” der kan benyttes i en aftale mellem køber og sælger, som definerer risikoovergangen, hvem der skal betale for fragten og hvornår godset er leveret. Det er vigtigt at huske på, at Incoterms® ikke er en lov, men derimod et sæt standardbetingelser, man kan vælge at benytte som aftalegrundlag. Derfor skal det også gøres klart, at aftalen er indgået på baggrund af Incoterms®.

Er der nogen Incoterms® der er bedre end andre?

Alle Incoterms® har deres fordele og ulemper – Og det kan derfor virke overvældende at skulle finde frem til den bedste løsning. Husk dog på, at det ikke kun er dig der er involveret i dette, din aftalepartner har også noget at skulle have sagt. Derudover er det også vigtigt at undersøge om man kan levere iht. de Incoterms® man vælger at benytte. Det kan f.eks. være svært at levere DDP, i 3. lande som sælger, da det kræver du påtager dig afgifter og told. Ved f.eks. et salg DDP til Kina, vil det kræve du har et kinesisk firma der kan indfortoldes til, for at modtager ikke belastes disse omkostninger.

Hvem har lavet Incoterms®?

Folkene bag Incoterms er ICC, International Chamber of Commerce, en verdens-omspændende organisation der fremmer samhandel, reguleringer og meget mere, internationalt. Incoterms® er som nævnt ovenfor, et sæt standardbetingelser der er skabt af ICC, i samarbejde med eksperter fra forskellige brancher og virksomheder, for at have en fælles forståelse og på den måde mindske antallet af  misforståelser omkring hvem der står for hvad, hvornår. Du kan læse mere om dem på deres hjemmeside her.

Fik du ikke svar på dit spørgsmål?
Du er altid velkommen til at kontakte os herunder